Generelt

Skal dit kontor piftes lidt op?

Et kontor kan være et skønt sted, men det kan også nemt blive et rum, som du fylder op med en masse ting og sager. Læs med her, hvis du gerne vil have et par gode råd til, hvordan du kan gøre dit kontor både praktisk og hyggeligt. Det er et rum, som bestemt er værd at udnytte til fulde. 

Lav et hyggehjørne

Der er ingen, der siger, at et kontor kun skal bestå af en computer, en printer og nogle mapper med en masse vigtige papirer. Hvis der er plads nok, så lav et hyggehjørne i en del af rummet, hvor der er mulighed for at sætte sig hen og læse i en god bog og få slappet af.

Du kan med fordel placere en lækker og blød lænestol i hjørnet, som både pynter, men hvor der samtidig bliver lagt op til et øjebliks fred og ro. Læg en blød pude i, sæt en fodskammel under og gør det til et hyggeligt sted at nyde eftermiddagskaffen. Alle har brug for et hvil sommetider, og en lænestol på kontoret vil være et oplagt sted, hvis børnene larmer for meget inde i stuen.

Sørg for, at der er et godt lys

Når du skal arbejde eller på anden vis koncentrere dig inde på kontoret, skal du sikre dig, at der er et godt arbejdslys. Hav en pendel i loftet, som giver et forholdsvis skarpt lys, og hav en bordlampe på skrivebordet, som kan give et godt og behageligt lys, når der er papirer, der skal læses igennem.

Hvis du vælger at integrere det ovennævnte hyggehjørne, kan du overveje at stille en gulvlampe hen til lænestolen. Kunne det ikke være hyggeligt at sidde der i lampens skær og læse avisen, når du trænger til en pause fra hverdagens strabadser?

Vælg det rigtige skrivebord

Uanset om du bruger dit kontor som en hjemmearbejdsplads, til din hobby eller noget helt tredje, så er det vigtigt med et godt skrivebord.

Det er en stor fordel, hvis du køber et skrivebord, som kan justeres i højden. På den måde kan du skiftevis sidde ned og stå op og arbejde. Et justerbart skrivebord har også den fordel, at det kan tilpasses, hvis I er flere i familien med forskellig højde, som skal bruge bordet til at arbejde ved.